
Håndtering af uhensigtsmæssig kommunikation på arbejdspladser
Når en medarbejders kommunikationsform bliver en udfordring, som kræver handling, er flere parter ofte involveret – såsom ledelse, HR og fagforeninger. Hos Bedre Kommunikation tilbyder vi støtte både i forberedelsen af svære samtaler og et efterfølgende skræddersyet forløb til medarbejderen, der skal ændre sin kommunikation.
Forberedelse af den svære samtale
Sammen med den ansvarlige leder gennemgår vi problematikken og situationens forløb. Vi afdækker dilemmaer, synsvinkler og tiltag, der allerede er forsøgt, og lytter til rationalet for, hvorfor der nu skal handles. Uanset om Bedre Kommunikation kommer ind tidligt i processen eller senere, når udfordringerne er eskalerede, kan vi bidrage med en professionel og strategisk tilgang.
Vi hjælper med at forberede samtalen, så den ansvarlige kan formulere budskabet klart, autoritativt og motiverende, så medarbejderen bedst muligt forstår problematikken og er villig til at tage de nødvendige skridt. Derudover kan vi sammen med lederen designe et coachingforløb, der kan tilbydes medarbejderen.
Skræddersyet forløb for medarbejderen
Vi forstår, at forandringer i kommunikationsform kan føles dybt personlige og udfordrende. Vores mål er at støtte medarbejderen i at bevare sin faglige styrke, samtidig med at han/hun tilpasser sig de krav, arbejdspladsen stiller.
Vores tilgang er respektfuld, venlig og direkte – og altid meget praksisnær. Vi arbejder konkret med at gennemspille aktuelle situationer og ser på de kommunikationsmæssige udfordringer, herunder:
Hvad der siges, og hvordan det siges
Hvordan kommunikationen opleves af de involverede
Hvad der trigger reaktioner, og hvilke følelser det vækker
Hvilke non-verbale signaler, der kommer til udtryk
Vi afprøver alternative tilgange, som fungerer bedre end de nuværende, og hjælper medarbejderen med at finde en kommunikationsstil, der både er autentisk og lever op til arbejdspladsens forventninger. Ved at gennemspille situationer med Hanne og Ellen, kan kursisten først observere, og derefter selv træde ind i rollen, så vi sikrer, at løsningerne føles rigtige.
Efter hvert forløb tager kursisten sine erfaringer med tilbage på arbejdspladsen, og ved næste session justerer vi efter de praktiske erfaringer og arbejder videre med kommunikationsudfordringerne. Målet er, at både medarbejderen og organisationen bliver tilfredse med den opgraderede kommunikationsform.
Vi tilbyder to komplementerende fagligheder
Hanne er retoriker og ekspert i krop, stemme og udtryk. Med mange års erfaring som underviser og rådgiver har hun hjulpet erhvervsfolk med at styrke deres mundtlige formidling.
Ellen er supervisor, organisationskonsulent og terapeut med stor erfaring i at bidrage til at løse problemer på arbejdspladser. Hun har en dyb forståelse for både de store organisatoriske linjer og de individuelle udfordringer hos den enkelte medarbejder.
Sammen har vi et bredt repertoire af traditionelle og kreative tilgange, der kan hjælpe vores kunder med at håndtere komplekse kommunikationsudfordringer. Vi sørger altid for at skabe et trygt og behageligt rum, hvor udviklingsprocesserne kan udfolde sig.