Show – Don’t Tell

Orangutangen Ruti kunne ikke finde ud af at amme sin unge – og den var efterhånden i livsfare. Dyrepasserne havde prøvet alt. Som en sidste mulighed spurgte de en besøgende kvinde, om hun ville amme sit barn foran Ruti. Ruti så på fra sin rede – og senere begyndte hun selv at amme. Ungen overlevede.

Hun lærte ikke gennem forklaringer, men ved at se nogen gøre det.

I Bedre Kommunikation bruger vi en lignende metode. Fordi vi er to undervisere, kan vi vise – ikke kun tale om – en kommunikationssituation, som klienten oplever som svær eller umulig.

Vi starter med at vise situationen, som vi har forstået den, indtil vi rammer den rigtige stemning og dynamik. Herefter begynder vi at eksperimentere med nye måder at håndtere situation og kommunikation. Vi trækker på vores erfaring og redskaber – og justerer, så det passer til klientens værdier og ønsker.

Klienten kigger på. Mærker forskellen. Og får mulighed for selv at prøve – én gang, to gange, måske flere. Til det føles rigtigt i kroppen. Til det virker.

Stemningen er legende og samarbejdende. Vi snakker ikke bare “om”. Vi viser, prøver, mærker. Klienten får oplevelsen af, at det kan lade sig gøre – og får lyst til at handle anderledes.

Det er praksisnært, sanseligt og transformerende. Og netop derfor virker det!

Hannes kommentarer:

Hvorfor er det så denne tilgang virker? Det er der flere forskellige grunde til.

Når en klient har brug for vores hjælp, er det ofte fordi kommunikationen er svær at håndtere i en specifik sammenhæng. Problemet kan være komplekst og dermed svært at forklare med ord. Her er krop og stemme med til at vise og nuancere, hvad der ligger under problemet.

Når kommunikationen er gået i hårdknude, kan det være befriende at lege sig til en løsning og bruge intuitionen til at finde frem til, fx hvilke følelser der er i klemme.

Når roller og magtforhold spænder ben, bliver det ofte en øjenåbner at se, hvordan hver deltager er med til at forme dynamikken. Med den indsigt kan vi afprøve nye måder at handle på – med mere ro, frihed og retning mod bedre kommunikation.

Næste
Næste

Stemmens historie – din tone har rødder